Hej sommerferie

Utroligt men sandt, at det er flere måneder siden at jeg lavede seneste opdatering. Jeg synes de første 6 måneder at dette år er gået utroligt stærkt og nu er vi i slutningen af juni og vi har 4 ugers sommerferie som præcist er startet lige nu. Og netop derfor tænkte jeg, at det var tid til en opdatering heroppe fra, for det er helt sikkert at jeg ikke kommer til at lave et indlæg i ferie.

Siden vi kom tilbage fra vinterferie, har vi haft så travlt både sammen og hver for sig. Vi har haft så mange planer at det til tider har været lidt for meget, men alligevel har det også betydet, at vi har lavet rigtig mange hyggelige ting sammen som familie og haft dejlige mennesker på besøg. Vi har også været i Danmark et par gange. Der har virkelig været drøn på og derfor har jeg udskudt opdateringer igen og igen. Især den seneste tid har den stået på afslutninger ved dans, svømning og skole. Det er virkelig noget de går ekstrem meget op i heroppe synes jeg. Især skoleafslutningen også selvom Ida kun har afsluttet 1. klasse. Da vi var til afslutning med dans var det både lørdag og søndag, så vi keder os altså ikke.

Det har lige været Midsommer i Sverige. Det er vildt stort heroppe og det er også en helligdag og altid en fredag, så svenskerne tager ud af byen og på landet for at fejre midsommer. De tager i deres stuga (sommerhus eller landsted) og fejrer midsommer og spiser god mad og drikker en masse alkohol og bare hygger sig. Men det betyder også, at alt nærmest lukker ned. Det er vores 3. midsommer heroppe og den første midsommer var vi lige flyttet ind, så vi synes at en ekstra fridag var perfekt til at ordne hus. Vi fandt dog et arrangement tæt på med majstang, grill og hyggeligt samvær. Vores anden midsommer blev fejret sammen med de dejligste danske venner som vi har fået heroppe. Meningen var, at vi ville tage til samme arrangement, men det var simpelthen pist væk…så man kan altså ikke regne med at det holdes samme sted hvert år, men flytter rundt! Nå men vi fik spist god mad og hyggede i stedet for. I år havde vi valgt at tage væk sammen med børnene. Det kan nemlig føles ganske øde og forladt, og da vores danske venner skulle på tidlig sommerferie, besluttede vi os for at tage en forlænget weekend til Hamburg. Vi har været mange gange i Berlin men aldrig Hamburg og må sige, at jeg var ekstremt overrasket og begejstret for byen. Vi boede nær centrum ud mod en botanisk have og det var super nemt at komme rundt med tog og det var også nemt at rejse med børnene. Vi var både på havnerundfart, bustur hop on hop of, en lille tur fordi deres centrum og se rådhuset som var rigtig smukt og til sidst en tur i deres fantastiske botaniske have med den største legeplads jeg længe har set. Vejret var perfekt, ikke koldt men heller ikke for varmt. Havde smuglet pigernes badetøj med i kufferten for tænk nu hvis vi fandt et sted de kunne bade. Og det gjorde vi heldigvis. Det var på den her kæmpe legeplads at der var en lille pool, vandet var mega koldt men det var børnene jo ligeglad med! Det var en fantastisk lille get away for familien og kan helt klart anbefale at besøge Hamborg. Børnene kan sagtens følge med. Og så er man altså også nødt til at besøge Miniatur Wunderland, det er altså et besøg værd og vildt flot lavet og helt sikkert noget for børn! Alt er lavet i miniature og er vel startet som en modeljernbane men der er udstillinger om alt fra Las Vegas, kendte steder og byer i verden til naturen i Sverige og miner i Kiruna! Men husk at købe billet online og booke hvornår I skal besøge det så I undgår alt for mange mennesker og turister. Turen var så god at vi overvejede at blive en ekstra dag men da vi skulle skifte hotel og ville kom sent hjem om søndagen valgte vi at tage hjem som planlagt. Det var dejligt eftersom vi havde 3 timer i lufthavnen i København og nåede en tur på Amager Strand hvor der nu ligger en Sticks & sushi! Et af de steder vi savner mest ved København. Det var en perfekt afslutning på en dejlig mini ferie.

Lige nu er vi på vej mod Danmark! 4 ugers sommerferie starter nu og i morgen står den i kærlighedens tegn da vi skal til bryllup. Og så skal der slappes af i 2 uger på Tenerife. Vi glæder os meget til at slappe af efter et travlt forår! Og synes også at pigerne bliver så store (og svenske haha) Næste år bliver Ida en 2. klasse pige og Emma har sidste år i børnehaven. Ida cykler selv i skole nogle dage og vil også gerne selv tage hjem men det venter vi lidt med at øve.

Må I alle have den bedste solrige sommer.

Knus og kram fra os i Stockholm

Vi er her stadig…

..men hold nu op hvor tiden render fra mig. Sidst jeg lavede et indlæg var i slutningen af sidste år og nu er det marts…Må sige at alt fra sygdom, arbejde, ferie og bare det at have 2 piger er med til at fylde hverdagen. Præcis på samme måde som hjemme hos alle jer. Jeg har mange gange siden sidste indlæg sagt til mig selv, at nu skulle jeg lave en opdatering, men har altså bare ikke rigtig været klar før nu. Nogle dage har jeg taget mig selv i at tænke, at vi efterhånden har fået en så almindelig hverdag selvom vi bor i et andet land, at det måske slet ikke er så spændende at følge med i, hvad vi går og laver heroppe. Men da vi i sin tid flyttede, sagde jeg til mig selv, at det bliver once in a lifetime – det at prøve at flytte til at andet land, at jeg ville skrive om vores hverdag heroppe og simpelthen læse om det senere. Eller når børnene bliver store og vi bor i Danmark igen, lade dem læse og huske tilbage, for det er bestemt ikke en oplevelse vi ønsker at glemme eller lægge bag os.

Hvad er der så sket siden sidst…tjo sikkert mange forskellige ting, men marts er helt sikkert en speciel måned for os på flere måder. Selvom vi har boet her i mere end 2 år nu, var det i marts måned for 2 år siden, at vi skulle være ude af vores elskede hus, som jeg stadig savner rigtig meget. Det er et sted jeg helt sikkert aldrig glemmer og der går heller ikke mange dage imellem at jeg tænker på huset og vores tid der. Håber at vi en dag ender der igen eller i hvert fald i samme område. Man var vel lov at drømme…Derudover er det i marts måned 1 år siden at jeg begyndte at arbejde igen efter at have gået hjemme i lidt mere end 1 år. Året er virkelig gået stærkt og jeg er blevet rigtig glad for mit arbejde. Bare det at have et arbejde og kollegaer at snakke med. Derudover er jeg virkelig glad for at jeg ikke arbejder fuld tid, hvilket giver en hvis fleksibilitet som jeg sætter stor pris på. Det er med at nyde det imens de små er små, for tænker ikke at arbejde nedsat tid bliver for evigt, men bare en periode til de bliver lidt større. I år bliver de 5 og 8…det er slet ikke til at forstå. Til næste år har vi 2 skolebørn!! Den tid den “sorg”.

Vi startede 2019 med at børnene og jeg var syge i en uge. Sådan rigtig syge. Det var knap så spændende. Det virkede som om alle var syge både på job og i skolen. Min mor skulle komme for at passe børnene, da Laurits og jeg skulle til fødselsdag i København, hos en af Laurits kammerater. En stor 40 års fødselsdag, som vi ikke havde lyst til at gå glip af og derfor havde jeg spurgt min mor, og hun ville gerne komme. Børnene var i bedring og jeg var dagen inden vi skulle afsted slet ikke frisk, men lørdag tog jeg mig sammen. For min mor var jo kommet og selvom jeg var tæt på at melde afbud, ja så tog jeg med. Og det gik også fint. Det er altid skønt med en smuttur til København. Det føles altid som hjemme.

Kort tid efter tog jeg afsted til København igen. Jeg havde et arbejdsmøde i København og samme aften skulle jeg ses med mine gamle kollegaer til bordfodbold. Da mit møde var slut mødtes jeg med en veninde til kaffe og hygge. Vi havde ikke set hinanden i noget tid, så det var skønt. Dejligt at kunne kombinere det hele, for jeg savner ikke kun København, men også de mennesker der betyder noget for mig. Mig og mine gamle kollegaer ses et par gange om året til bordfodbold (druk) og jeg sover som regel ved min søde gamle kollega Gitte. Det passer perfekt. Dagen efter tog jeg toget hjem igen. Det føles altid lidt tomt når jeg tager hjem…for 2 år siden skulle jeg bare cykle 10 min så var jeg hjemme. Men altid rart at komme hjem til sine børn og mand uanset hvor man har været.

Når nu der ikke er tradition for i Sverige, at holde fastalavn, så er det jo rart at andre kan arrangere så vores børn kan lære hvad fastelavn egentlig er. Heroppe i Stockholm findes der en forening som hedder “den danske forening i Stockholm” (tror jeg nok) og de afholder løbende arrangementer for os danskere som savner Danmark og de danske traditioner. Så de afholder alt fra julearrangement til Fastelavn til Dronningens fødselsdag, koncerter osv. Så da vi så at de afholdte fastelavn, tilmeldte vi os. Og det var så godt og børnene syntes virkelig det var sjovt. Der var masser af slik og næsten danske fastelavns boller. Man laver ikke samme slags heroppe, men man har noget som minder om det. Der blev slået katten af tønden, spist fastelavns boller og sunget gamle danske børnesange. Super godt arrangement. Ida kan sagtens huske Fastelavn. Emma knap så meget eftersom hun kun var 2,5 da vi flyttede herop.

Vi hoppede ind i marts måned ved at tage på vinterferie til Miami. Vinterferien ligger lidt senere heroppe end det sydlige Sverige samt i Danmark og vi havde da overvejet ski, men trængte bare sådan til noget sol og varme. Og det fik vi helt sikkert. Vi var afsted i 10 dage og vejret var perfekt stort set hver dag. Og børnene fik badet og de voksne kunne slappe lidt af imens. Vi havde så håbet på, at der var lidt forårstegn i luften da vi kom hjem, men da vi landede lå der sne. Sneen var ellers lige forsvundet da vi tog afsted. Foråret kommer lidt senere heroppe end hjemme, så vi har virkelig noget at glæde os til! Længdes efter grønne træer, sol og sommersandaler.

Det var en lille opdatering fra Stockholm. Rigtig god weekend til alle. Forleden så det sådan her ud i Stockholm. Ikke ligefrem forårsfornemmelser vel?

Knus og kram fra os i Stockholm

Året der gik…

Tænk at der er gået endnu et år. Året er virkelig fløjet afsted og i næste måned har vi boet i Stockholm i 2 år. Det er vildt cracy. Havde nu altid drømt om et mere eksotisk sted at bo, men så må vi tage på varme og solrige ferie i stedet for.

Året startede fantastisk med en rejse til Florida. Vi tog afsted allerede i december og skulle for første gang holde nytårsaften, bare os 4 alene. Vi var ombord på et krydstogtskib og det var en anderledes og spændede oplevelse. Og selvom vi var vågne til efter midnat, er det alligevel længe siden jeg kom så tidligt i seng. Skønt med ferie i starten af året, hvor der er meget mørkt heroppe. Husker faktisk allermest at vi kom hjem til kulde, sne og et iskoldt hus. Varmen funkede ikke helt. Vi gjorde nemlig den fejltagelse, at vi skruede alt for langt ned for varmen – for at spare lidt da vi tog afsted, så det tog såååå lang tid + en VVS’er at fikse det. Samme fejl gør vi IKKE i år. Det vi sparede og mere til brugte vi på at fikse det!

Og det var på selv samme ferie at jeg besluttede mig for at begynde at lede efter et arbejde. På det tidspunkt havde jeg gået hjemme i 1 helt år og der trængte altså til at ske noget. Det var vildt fedt at prøve, men efter at Ida startede i skole, og gerne ville blive på fritids længe og så det at gå hjemme, blev sådan lidt trivielt. Så jeg startede min søgning efter mit sidste sprogkursus i januar og allerede i marts var jeg i arbejde. Jeg var super heldig og fik mulighed for at arbejde på deltid og er blevet rigtig glad for mit job i dag. Det var og er en fantastisk mulighed for stadig at arbejde i bank, men også prøve noget andet og arbejde i et nordisk team. På den måde for jeg også øvet mit svenske og mit engelsk.

2018 var også året hvor vi tog på vores første skiferie som familie. Vi tog afsted sammen med vores gode danske venner som også bor heroppe. Ca. 4 timer længere nordpå holdte vi en dejlig skiferie. Børnene skulle stå på ski for første gang. Ida var mega sej og synes det var det fedeste. Emma synes også det var sjovt, men legepladsen trak lidt mere. Desuden kunne skiene ikke fungere uden sutten og efter 15-20 min sammen med en skilærer, så gad hun ikke længere. Vi var på skiferie i påsken og vinter heroppe havde varet siden januar, men da vi kom hjem var det som om at på en uge var vinteren forsvundet, sneen var væk, knopperne på træerne var begyndt at springe ud. En vild overgang.

Og sådan blev det starten på et lunt forår og en dejlig lang og varm sommer. Pigerne var på sommerferie med bedsterne i Skagen og her lærte Emma at cykle uden støttehjul. Lidt sejt inden sin 4 års fødselsdag. Og vildt at det skulle være bedsterne der lærte hende det og ikke os. Og sommeren blev også den hvor vi som familie kunne holde 4 ugers sommerferie sammen for første gang.

Efter en lang og varm sommerferie startede et nyt kapitel for Ida. Nemlig 1. skoledag i 1. klasse. Synes hun var så lille da hun skulle starte 0. klasse. Så 1. klasse var stort. Nu var hun ikke længere en af de mindste. Ida er blevet rigtig glad for at gå i skole og blevet enormt god til svensk. Hun er flydende og når vi andre har behov for “støtte” så hjælper hun gerne.

Efteråret kom og den blev en kort en af slagsen. Jeg synes vi har haft travlt med alt muligt fra fødselsdage til rejser, besøg fra nær og fjern. Ida blev 7 år, vi holdte efteråsferie og generelt blev efteråret en tid, hvor vi opdagede flere fantastiske steder på den ø hvorpå vi bor. Lækre steder vi kan spise, som ligger ud mod skærgården og det er helt utroligt at vi ikke har fundet disse steder før. Men nu skal de rigtig benyttes i den kommende tid. Efteråret blev også en tid hvor børnene lærte om Harry Potter og vi begyndte at se en ny film hver søndag. Vi har nu set de fleste af filmene. Med 2 børn, tager en hel Harry Potter nemlig lidt tid haha. Harry Potter er nu blevet afløst af Theo og den magiske Talisman.

Når man længdes hjem til det danske, er det godt at vi kan ty til vores danske venner heroppe. Især når det er højtid og vi ikke lige tager hjem – for vi bor altså en dags rejse væk. I starten af december havde vi derfor en rigtig dansk julefrokost med sild og snaps, dansk rugbrød, ribbensteg og risalamande. Det var så hyggeligt og håber at vi kan gøre det til en tradition.

Julen bliver i Danmark og en lang en af slagsen. Efter jul er vi at finde i Skallerup klit, i vandrutschebanerne eller på sofaen. Her bliver vi til efter nytår!

I må alle have den mest fantastiske jul og et rigtig godt nytår 🎄🤩 her er lidt stemningsbilleder fra det kolde men hyggelige nord

Knus og kram fra os i Stockholm

Fri hver fredag

…er da det den bedste gave jeg nogensinde har fået…for i går kom jeg lidt sent hjem efter en dejlig aften ude med de sødeste danske piger. Kald det julefrokost, en aften ude eller bare en hyggelig sammenkomst. Og når nu jeg vidste at jeg ikke skulle på arbejde dagen efter, så blev aftenen nok egentlig lidt bedre. Desuden var det god mad og godt selskab. 8 stk danske piger, ude at spise på en lækker restaurant. Et sted som jeg har besøgt før, men det blev det skam ikke dårligere af. Vi aftalte vi skulle ses en aften inden alle tager på juleferie, og det var oplagt at holde en julefrokost, men vi var nok lidt sent ude. Efter jeg ved ikke hvor mange forsøg på at finde et godt sted, var der en god mulighed her, så den tog vi. Er centalt beliggende, laver god mad til rimelig priser og mindst men ikke sidst, de laver en mega god Whiskey Sour. Når nu jeg ikke skal til en arbejdsjulefrokost som jeg plejer, da vi boede i Danmark, er jeg skam ikke utilfreds med alternativet. Må indrømme, at jeg engang imellem kan savne disse julefrokoster. Og dette er nu andet år hvor jeg ikke skal til en julefrokost, og hvor jeg er med til at lukke festen. Den eneste gang jeg missede en julefrokost med mit tidligere arbejde, var da jeg lige havde født Ida og vi skulle til bryllup dagen efter. Ellers var jeg stort set altid med i et julefrokost udvalg som stod for planlægningen af mad, underholdning m.m. Det savner jeg lidt. Lader ikke til at man laver sådanne julefrokoster heroppe…Eller også har de “glemt” at invitere mig haha.

Vi prøver at komme i julestemning og julegaveræset er allerede godt i gang og det er jo fantastisk at jeg havde fri på Black Friday og kunne skyde julegave indkøb igang. Jeg stod ikke i kø i butikkerne men sad hjemme online og drak en kop kaffe imens. Da vi ikke har plads til alle julegaver i bilen, er det så rart at bestille gaverne på nettet og de fleste får vi leveret hjem til vores forældre. Mange hjemmesider, tilbyder også gratis indpakning, så det er bare super nemt. Så den dag sparede jeg lidt penge og fik købt de fleste julegaver, som derudover også bliver leveret lige hvor de skal. Da vi ikke er hjemme i vores eget hjem heroppe i Stockholm hen over julen, har vi ret tidligt købt et juletræ. Pigerne synes det er så hyggeligt og så plejer jeg at lægge deres advents gaver under træet. Og nu hvor julen er skudt igang, skal vi naturligvis have en rigtig dansk julefrokost sammen med vores danske venner og deres børn. Men det er nu slet ikke så let, at finde ingredienserne til de klassiske danske retter som man plejer at spise til en god dansk julefrokost, heroppe. Sådan noget som ribbensteg, leverpostej, rigtig rugbrød, rødkål, er virkelig svære at finde heroppe. Det findes men få steder og da de så havde udsalg på ribbensteg i Netto (som ikke ligger særlig mange steder heroppe) måtte vi ad sti af sted for at hamstre ribbensteg, rødkål og rugbrød! Så nu kan julefrokosten bare komme an.

En anden ting som jeg virkelig har haft svært ved at finde er ler til mine juledekorationer! Det bruger de åbenbart ikke heroppe, men nogle siger at det findes! Jeg har i desperation søgt hjælp på min sædvanlige danskere i Stockholm facebook side og spurgt og flere er kommet med gode forslag til hvor det kan fåes eller hvor de for nylig har set det! Men har kigget og spurgt så mange steder og flere kigger på mig som om jeg er mærkelig..! Altså det er jo bare ler men hvordan de får deres lys til at sidde fast forstår jeg ikke! Et alternativ er Oasis men synes ikke det er det bedste alternativ så nu har jeg lavet min egen løsning. Flot ik? Dog må den ikke flyttes på og der skal holdes øje med det når lyset er tændt. Så det skal nok blive spændende.

De kommende uger er der juleafslutning ved alle pigernes fritids aktiviteter så kalenderen er fuldt booket de næste par uger. Så derfor er jeg glad for at næsten alle gaver er i hus. Mangler ikke så mange så nu! Men vi mangler dog lidt sne. Vejret er kedeligt og gråt nu men vi har da de sidste par uger haft frost og en lile smule sne.

Det er svært at være lille og gerne vil sætte stjernen på, også selvom det er et lille juletræ.

Rigtig dejlig december til jer alle.

Knus og kram fra os i Stockholm

Når enden er god, er alting godt…

Det er nogle uger siden jeg sidst har skrevet om vores liv i Stockholm. Jeg kan ikke rigtig følge med tiden. Den forsvinder fra mig og oktober har været en måned med mange begivenheder. Vi sluttede oktober af med en miniferie i London. Det var vores efterårsferie. Vi valgte at tage væk og opleve noget anderledes. Ida har været i London før med Laurits, bare de 2 alene, så det var spændende at Emma skulle se nogle af de ting som Ida så dengang. Vi var på naturhistorisk museum, vi var oppe i London Eye, vi var rundt at kigge lidt, var i Hamleys – et ret stor legetøjs butik i 5 etager. Men der var så mange mennesker. Alle steder, alle vegne. I toget, i butikkerne, på museet, da vi stod i kø til at komme op i London Eye. Alle steder vi gik var der fyldt med mennesker. Jeg skulle købe noget til pigerne i Hamleys…pigen ved kassen spurgte om jeg kom fra Sverige og da jeg sagde ja, spurgte hun om der var efterårsferie i Sverige, for der var så mange svenskere. Og ja alle steder vi gik, kunne jeg også høre svenskere og andre nationaliteter og mange børn, så mon ikke der var andre i Europa som også holdte efterårsferie samme tid som os. Derudover ankom vi den 31. oktober. Dagen for Halloween. Så der var mange på gaden, udklædte og klar til fest. Butikker havde pyntet op og Halloween var at se de fleste steder. Det var hyggeligt at være sammen men børnene var altså sådan lidt efter hinanden hele tiden og havde altså også lidt svært ved at høre efter!! Så at gå rundt mellem alle disse mennesker og være obs på børnene, og altid holde i hånd osv og de så samtidig drillede og irriterede hinanden, gjorde at vi holdte pauser på hotellet og at Emma den ene dag sov en eftermiddags lur (hvilken hun yderst sjældent gør), fordi hun var så pylret og ingen kunne sige noget så begyndte hun at græde. Imens hun sov gik Ida og jeg en lille tur i China Town. Det var både sjovt og hyggeligt. Så havde jeg Ida alene, det var lidt nemmere, men også fordi hun er så nysgerrig og stiller mange spørgsmål om det hun ser og oplever. Når jeg kigger tilbage, er det nok fordi Emma er for lille til en storbysferie. I hvert fald denne slags og især fordi der var så mange mennesker. Lørdag stod vi op, spiste en lækker og sidste morgenmad på hotellet, sagde farvel til London og tog toget mod lufthavnen. Så når enden er god er alting vel godt eller?

P.s. hvis man skal besøge London med børn – hvilket man sagtens kan – så har de mange gode og gratis museer at byde på. Rigtig mange af de ting man kan se og aktiviteter der er i London koster penge – mange penge. Så det kan måske godt betale sig at tjekke op på det hjemmefra og lægge en plan over de ting man vil se. Og at der kan være kø til at komme i M&M’s Store samt Lego og lignende steder. Mine børn vil desværre gerne stå i kø! Især hvis det har noget med chokolade eller legetøj at gøre.

Fik jeg nævnt at både Ida og Emma er blevet Harry Potter fan. Vi er begyndt at se alle filmene hjemme. Ida har alderen, men Emma er nok lidt for lille til at se filmen. Hun forstår ikke alt, men vil alligevel gerne se lidt. Og det er så sødt for det gør alligevel lidt indtryk. Derfor var alt Harry Potter mega spændende i London. Og nu ønsker de sig begge Harry Potters tryllestav og alt med Harry Potter.

Efteråret er virkelig kommet godt igang. Vejret er kedeligt og gråt. Det regner lidt – ikke meget, men solen skinner ikke så meget. Vejret er generelt bare trist. Det betyder også, at både jeg og børnene snotter og hoster. Ida havde 2-3 dage med ondt i halsen, hoste og forkølelse og det kommer helt sikkert snart igen. Ondt i mave og opkast sæsonen begynder også snart og selvom det jo ikke er noget man skal begynde at tænke på i det daglige, tager jeg det alligevel mere rolig hvad angår mine eller børnenes sygedage. I Sverige er reglerne omkring børns sygedage lidt anderledes end i Danmark. I Sverige er det ens for alle. I danmark er det bestemt ud fra erhverv eller hvilket type arbejde, branche eller overenskomst man har. I Sverige er det mere almindeligt og mere end helt okay at holde sine børn hjemme når de er syge og i alle de dage de har behov for det. Hvis jeg ikke arbejder pga mine børn er syge, så får jeg heller ikke løn. Men til gengæld får jeg 80 % dækket (tror jeg) fra den offentlige forsikringskasse. Det vil sige, at er jeg ikke på job får jeg ikke løn og min arbejdsgiver skal ikke betale mig løn. Og derfor føles det også meget mere legalt når jeg melder mine børn syge og det virker som noget meget mere normalt og fleksibelt system at gøre det således. Jeg er helt klart mere til dette, end at have ondt i maven over at skulle ringe til min arbejdsgiver og sige at nu er mine børn syge (igen), aftale at jeg tager den første dag, far tager den næste eller den ene part tager flere sygedage fordi vilkårerne er bedre hos mor end hos far. I mit tidligere job fik jeg aldrig en bemærkning pga for mange sygedage med mine børn, men kender nogle som fik og hvad skal man gøre hvis man ikke har forældre eller andre der kan hjælpe. Nogle har bare mere syge børn end andre. Og det kan måske også komme an på hvilken chef man har. Hvor tolerent den person er. I Sverige er det som om…at sådan er det bare og man kommer tilbage når børnene er friske. Ved godt at det selvfølgelig også kan være sådan på en dansk arbejdsplads, men jeg har ofte haft ondt i maven over at skulle melde børnene syge igen og igen. Måske det også er en holdningsændring der skal til. Jeg er i hvert fald glad for denne her løsning også selvom jeg ikke er dækket 100% ind hvad angår min løn.

Ha en fantastisk weekend…

Knus og kram fra os i Stockholm